Lad mig gøre en indrømmelse: Begge mine forældre er journalister.

​

I en tidlig alder svor jeg højt og dyrt, at jeg aldrig nogensinde ville have deres enormt kedelige arbejde. Hvad som helst andet end journalistik.

​

Men da jeg under min uddannelse i litteraturvidenskab på Københavns Universitet fik studiejob på Berlingske, måtte jeg se mig nødsaget til at æde mine egne ord.

​

Jeg trivedes fortrinligt i newsroomet, jeg følte mig hjemme i Ritzaurullen og tweetdecket. Jeg slugte råt diskussionerne om, hvordan man skriver digitale rubrikker, der får krogen i læsere uden at forråde historiens indhold. 

​

Ved semesterets udgang var jeg endegyldigt fortabt og søgte ind på journalisthøjskolen, og resten er, som amerikanerne siger, historie.

​

Min journalistiske interesse spænder bredt. Jeg har lavet historier om kokainmisbrug blandt kokke, sorg, atomkraft og graffiti. Jeg interesserer mig for samfundet, tendenser og politik, men mest af alt for de mennesker, som bebor virkeligheden.

​

Jeg holder af mennesker og deres historier, og derfor er jeg god til sårbare interviews. Jeg er oprigtigt tillidsfuld og indlevende, og jeg er god til at få mine kilder til at spejle den tillid. Derfor skriver jeg virkningsfulde og tankevækkende historier.

​

Når journalistik er godt, kan det ikke bare oplyse, det kan minde mennesker om, at vi har mere til fælles, end vi tror. Jeg vil gerne lave historier, der kan overraske, røre og menneskeliggøre.

​

Jeg vil gerne lære endnu mere af håndværket i min praktiktid. Jeg vil lave åbenlyse begynderfejl og forstå hvorfor, så jeg ikke gør det igen. Jeg vil gerne suge til mig fra kloge, dygtige journalister og lære af deres erfaringer.

​

​